Imellem Venø By og det store engareal. Kort afstand til havn og fjord, men uden nævneværdige gener fra trafik. Placeringen kan ikke blive mere idéel.
Der er udsigt hele vejen rundt. Der er læ for den værste vestenvind. Tangvej er øens eneste offentlige grusvej (snerydning m.v.). Jordbund og naturligt miljø er idéelt for havebrug. Man har lige langt (400 m) til kro og kirke, og kun det halve til busstop, butik, postkasse, haven, badestrand o.s.v.
Til ejendommen hører også andre bygningsværker. Drivhuyset (domen) har en diameter på 7 m og en højde på 3,5 m, så der er plads til lidt af hvert. Ved siden af ses bålhytten med Martins fine stråtag. Her kan der "båles" og grilles i næsten al slags vejr.
Juniors Tækkemands-svendeprøve er indrettet som shelter, der bruges flittigt af især unge og yngre gæster både sommer og vinter.
Ud mod og parallelet med Tangvej findes garagen, som kan rumme to almindelige biler (i forlængelse af hinanden), men den bliver næsten kun brugt som værksted m.v. I 2012 udskiftede vi det originale næsten flade ståltag med høj rejsning, tegltag og et par vinduer. Samtidigt isolerede vi vægge og lofter med 100 mm rockwool.
Hestestalden med tre spiltove ligger vinkelret på garagen, og omkranser dermed gårdhaven, der er brolagt med rester fra en stenhugger. De fine sten kommer især til deres ret når de er våde.
Nok en trappe fører ned til den lavere terasse (der med isolering i gulv er forberedt til etablering af et orangeri som en fjerde sammenhængende bygning). Her er der dør til husets børneværelser.
En af de vigtigste udhuse er domen, som er storleverandør af gode ting til madlavningen.
I februar er den knapt så frodig, men der kan sås salat og radiser m.v. meget tidligt, og abrikostræet blomstrer.
Køkkenhaven, der med sit raftehegn afgrænser grunden mod nord, er meget frugtbar, og klarer nemt hele husstandens behov for grøntsager.
Der er også plads til lidt blomster, og den svellebelagte plads i midten er et godt sted at filosofere og/eller få sig en let forfriskning.